LOVE FOR KLUBBEN

 
 

§ 1. NAVN OG HJEMSTED:
Klubbens navn er “Frederikssund Taekwondo Klub”, og den har hjemsted i Frederikssund. Klubben er medlem af “Dansk Taekwondo Forbund”.(DTaF).

§ 2. FORMÅL:
Klubbens formål er at undervise i Taekwondo på motions- og konkurrencebasis.

§ 3. MEDLEMMER:
Som medlemmer kan optages alle mænd og kvinder, der er fyldt 5 år. Samtlige medlemmer skal endvidere være medlem af DTaF.

§ 4. IND- OG UDMELDELSER:
Indmeldelse sker til klubbens kasserer ved at udfylde og underskrive en indmeldelsesformular, der skal sendes til kasseren. Udmeldelse sker ved at udfylde og underskrive en udmeldelsesformular, der skal sendes til kassereren. Ligeledes skal der betales årskontingent til DTaF og kontingent til klubben.

§ 5. KONTINGENT:
Kontingent fastsættes på klubbens årlige generalforsamling for et år ad gangen. Passive medlemmer betaler årligt, hvad der svarer til een måneds kontingent.

§ 6. UDELUKKELSE:
Hvis et medlem af klubben er mere end 3 måneder i restance, og pågældende er rykket herfor, kan bestyrelsen beslutte at ekskludere medlemmet, hvilket dog ikke medfører, at restancen ikke skal betales. Hvis et medlem misbruger sin kunnen i Taekwondo, vil dette medføre en øjeblikkelig eksklusion af klubben, hvis dette menes nødvendigt efter en nærmere undersøgelse, som foretages og afgøres af klubbens bestyrelse.

§ 7. BESTYRELSE:
Bestyrelsen forestår klubbens daglige ledelse og er direkte ansvarlig overfor generalforsamlingen, som er klubbens øverste organ.
Bestyrelsen består af formand, næstformand, sekretær, kasserer og et bestyrelsesmedlem. Bestyrelsens medlemmer vælges for to år ad gangen. Formanden og sekretæren vælges på lige år, medens næstformanden, kassereren og bestyrelsesmedlemmet vælges på ulige år.

§ 8. BESTYRELSESMØDER:
Bestyrelsesmøder skal indvarsles overfor samtlige bestyrelsesmedlemmer med mindst 8 dages varsel. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når 3 af dens medlemmer er tilstede. Afstemning foretages ved almindeligt stemmeflertal, og hvis afstemningen står lige, er formandens stemme afgørende.

§ 9. FORRETNINGSUDVALG:
Forretningsudvalget består af 2 medlemmer, nemlig klubbens kasserer og formand. Forretningsudvalget forpligter klubben i alle forhold og kan i forening forpligte klubben økonomisk for indtil kr. 10.000.

§10. GENERALFORSAMLING:
Den ordinære generalforsamling afholdes i marts måned. Der indkaldes til ordinær generalforsamling af bestyrelsen med tre ugers skriftlig varsel til samtlige medlemmer. Forslag, som ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være sekretæren i hænde senest 14 dage før generalforsamlingens afholdelse.


Dagsorden på den ordinære generalforsamling er:

1) Valg af dirigent.
2) Formandens beretning.
3) Kassereren aflægger regnskab.
4) Fastsættelse af kontingent.
5) Behandling af indkomne forslag.
6) Valg til bestyrelse og 2 suppleanter.
7) Valg af revisor og suppleant.
8) Eventuelt.

Dirigenten, som ikke må være medlem af bestyrelsen, godkender sammen med formanden, det af sekretæren udarbejdede referat. På generalforsamlingen afgøres alle sager ved almindelig stemmeflertal. Dog kræves til ændring af klubbens love og vedtægter, at mindst 2/3 af de
tilstedeværende stemmer for ændringen.

§11. EKSTRAORDINÆR GENERALFORSAMLING:
Bestyrelsen kan til enhver tid indkalde til ekstraordinær generalforsamling med 8 dages varsel. Bestyrelsen er samtidig pligtig til at indkalde til ekstraordinær generalforsamling, når mindst 1/3 af samtlige medlemmer skriftligt har anmodet herom med angivelse af dagsorden. Dagsordenen skal udsendes samtidig med indkaldelsen.

§12. OPLØSNING:
Frederikssund Taekwondo Klub kan kun opløses på en generalforsamling, hvortil der er indkaldt med dette punkt særskilt på dagsordenen.
Til vedtagelse af forslag om, at Frederikssund Taekwondo Klub skal opløses, skal mindst 4/5 af medlemmerne være fremmødte og mindst 4/5 af de fremmødte stemme for en opløsning af klubben.
Såfremt generalforsamlingen ikke er beslutningsdygtig, indkaldes til ny ekstraordinær generalforsamling med mindst 14 dages varsel. På den ekstraordinære generalforsamling kan spørgsmålet om opløsning afgøres med simpelt flertal. I forbindelse med klubbens opløsning skal der samtidig, med almindelig stemmeflertal, tages beslutning om anvendelse af eventuel formue, der måtte tilhøre klubben.

Nærværende love er vedtaget på klubbens stiftende generalforsamling den 24. februar 1980.
Ændret ved generalforsamlingen d. 28. marts 1983
Ændret ved generalforsamlingen d. 26. marts 1993